Allerede i begyndelsen af sit forfatterskab slår Vibeke Grønfeldt sin egen stil an, både tematisk og sprogligt. Hun er optaget af at sanse de forskellige livsvilkår i den moderne tilværelse, af hvordan vores erfaring af virkeligheden hele tiden er under forandring. Lige som vi tror os sikre og tillidsfulde i forhold til vores omverden, ændrer den sig, således også i Den blanke sol, hvor vi følger den lille psykisk syge pige Ruth igennem et par år i hendes forsøg på at orientere sig i sin omverden, en omverden der imidlertid er under total opløsning. Det kan være barskt, men Grønfeldts udgangspunkt er samtidig også, at der altid er et håb om en form for sammenhæng eller mulighed for på ny at kunne bygge tilværelsen op. Kunsten bliver derfor, som i mange af Grønfeldts romaner, æstetisk at fastholde de intense, men flygtige øjebliksoplevelser, som livet er fuldt af. Noget Grønfeldt mestrer gennem sit krystalklare til tider lyriske sprog og i sine stærke billeddannelser. 
I romanen knytter synsvinklen sig fra begyndelsen til den treårige Ruth, hvilket gør, at romanen bliver en sansemættet og gribende fremskrivning af en psykoses langsomme opståen i et barn der gang på gang oplever svigt og fravær, fordi forældrenes behov til stadighed bliver det væsentlige.

Problemerne begynder, da forældrenes gård må sættes på tvangsauktion, men også rent menneskeligt og følelsesmæssigt er de helt afkræftede, og det medfører skilsmisse. Med ét er Ruth det ømme omdrejningspunkt i en dyb krise. Ruth flytter med sin mor, men mister ved skilsmissen foruden sin far også storesøsteren Asta, som hun er nært knyttet til. Senere kommer Ruth i familiepleje, men denne oplevelse fører blot Ruth nærmere den totale identitetsopløsning, fordi hun på den ene side møder overvældende godhed, på den anden grum ondskabsfuldhed.

Og det bliver i det hele taget meget sigende for Ruth, at hun oplever, ikke at kunne fastholde verden som hel. Den er fragmenteret og det udmønter sig hos hende i form af en enorm dødsangst og en nærmest autistisk tilgang til verden, hvor der alene skelnes mellem godt og ondt og hvor en manglende kugle i et brætspil kan blive helt uoverskueligt. Solen skinner, men den er blank og giver derfor heller ingen varme. Men den er der dog og måske anes et håb sidst i romanen hvor Ruth ikke længere er i familiepleje, men befinder sig hos den gode Robert i hans 'tætte hus'. Regnen siler og måske er det begyndelsen til noget nyt.

Det fine, kunsten, i romanen består i den måde hvorpå Vibeke Grønfeldt formår at beskrive og fastholde denne bevægelse fra Ruth er ved at tilegne sig sproget og sin omverden til det tab af omverdenen og opløsningen af sprog, som hun senere gennemlever i psykosen.