Gyldendal 2. oplag 1972

1972 overraskede R. offentligheden med Frederik, en stor biografisk bog om N. F. S. Grundtvig. Hermed indledtes en ny serie bøger der skulle bringe forfatteren ud til helt nye læserkredse, og som må betragtes som hans egentlige hovedværker. I en række historiske romaner gik R. ombord i Danmarkshistorien for derfra at hente stof til en bestemmelse af danskernes rolle og egenart. De historiske romaner har en udpræget moraliserende tendens. Danskerne har en tradition, grundlagt i jernalderen, for demokrati, ligestilling og tolerance. Denne holdning er ofte blevet glemt og forladt, ikke blot ved tilslutningen til EF 1972, men også tidligere, fx ved enevældens indførelse 1660. Men den er endnu i folket, og det var R.s formål med disse historiske bøger at få danskerne til at huske deres demokratiske bestemmelse, og føre dét ud i livet der blev grundlagt i jernalderen. Over for dette nordiske frihedssyn står fjenden: den romerske, katolske verdensorden og imperialisme og militarisme hvor staten og systemet går forud for individet. Efter at have været aktuel samfundskritiker indtog R. med disse bøger rollen som folkeopdrager. I bogen Frederik, der mere handler om personen end om hans ideologi, fremstilles Grundtvig som den der gør oprør mod danskernes sløve underkasten sig germanernes statsræson og systemfilosofi. Som den der, ikke ulig R.s egne intentioner, vækker folket ved at vende dets blik mod danskhedens historiske kilder. Og han kan gøre det fordi han, hver gang han gribes af magtbrynde standses af kvindelige væsener der i hans sind genopretter den fuldendte balance mellem mandlige og kvindelige egenskaber. Det samfund Grundtvig forsøgte at ruske op i var dannet ved enevældens indførelse 1660, en af de smertefulde kapitulationer over for den kontinentale statsideologi. Herom handler R.s næste historiske roman Rejsen til Messias I–III, 1974. Christian IV er død og med ham flere andre stærke, danske personligheder. I takt med landets forarmelse og de indbyrdes stridigheder mellem forskellige magtgrupper strammes den udenlandske kapitals greb om Danmark. Romanens hovedperson, Joseph Lazarus, indser at han er et ufrit redskab for kapitalen, og bryder med sin herre, storkøbmanden og pengematadoren. Han indleder i stedet en frigørelsesproces, vedkender sig, som i Grundtvig-portrættet, det kvindelige element i sin psyke og ender i et kollektiv der fremstilles som et positivt alternativt fællesskab til den samfundsmæssige stivnen i kapitalens greb. Det forjættede samfund, jernalderen, hvor Danmark og danskerne endnu var uberørte af den romerske imperialisme, skildrede R. i sin tredje historiske roman, Fæ og frænde, 1977.