På Bornholms Museums magasiner og i mange bornholmske hjem kan man finde engelsk fajance med trykt dekoration. Englænderne kalder denne form for fajance ”earthenware” og med disse trykte dekorationer, ”transferware”–varer eller printed pottery med overføringsbilleder. Udviklingen af trykt dekoration, overføringsbilleder, på fajance skete i England i sidste halvdel af 1700årene. I begyndelsen var det kun en underglasur koboltblå farve, der kunne klare de høje varmegrader. I første halvdel af 1800tallet udvikledes teknikken og andre farver kom til. Det var specielt de mange keramikfabrikker i Staffordshire, der producerede disse varer, som blev så eftertragtede – og til en anden pris end det dyre importerede porcelæn fra Kina. Det var masseproducerede industrivarer til en meget populær pris.

Efter afslutningen på Napoleonskrigene i 1815 skete der et vældigt opsving i handelen i Europa, hvilket bl.a. Staffordshires keramikfabrikker havde stor gavn af. I begyndelsen efterlignede man kinesiske dekorationer på det trykte fajance, men efterhånden blev europæiske motiver almindelige. Motiverne på fajancen blev hentet i populære bøger om klassiske, orientalske og andre emner. Den engelske fajance har været populær på Bornholm siden 1820-30erne og helt frem til o. 1900. Når der har været så meget af det netop på Bornholm, skyldes det at øens mange skippere, der sejlede de europæiske vande tynde med gods fra havn til havn, meget ofte havde ærinder i England og selvfølgelig skulle have noget med hjem til konen!

Fin engelsk fajance fx! Det blev populært, så populært, at der også var butikker i Rønne, der fra midten af 1800tallet solgte engelsk fajance. Også i andre søfartsbyer i Danmark bugner museerne på tilsvarende vis af den populære engelske fajance. Det stel som kaldes ”Blue Willow”, blå pil, (ses på billedet herover) har været det mest almindelige. Overalt i Europa. Dekorationen har været brugt både på porcelæn og fajance. Motivet, eller variationer af det, kan man finde fra 1700tallets slutning. Man ved ikke med sikkerhed hvilken – forment engelsk keramikfabrik - der først ”opfandt” mønstret i sin europæiske udgave. Men det er inspireret af det attråede kinesiske eksportporcelæn, der blev importeret til Europa siden 1600tallet. Nogle mener dog, at det var den anerkendte engelske fajancefabrikant Thomas Minton i Staffordshire, der udviklede “willow”-mønstret. Han grundlagde sin fabrik i 1793/6 i Stoke-upon-Trent. Mintons nærmeste rival var Josiah Spode, som andre holder på var ”opfinderen” af ”Blue Willow”.

I mere end 200 år er Willow-mønstret blevet produceret af næsten alle engelske keramiske fabrikker, og det er selvfølgelig også blevet fremstillet på det europæiske fastland.

Englænderne siger, at der er mindst ni forskellige kantborter og mere end ti midtermotiver til de forskellige udgaver. Med ganske små variationer. Men midtermotivet rummer altid et kinesisk tempel, en bro, en ø og to fugle i flugt. Og et (græde) piletræ!

Motivet gengiver en romantisk historie:

”Der var en gang en meget velhavende mandarin, som havde en meget smuk datter. Hun hed Hong Shee. Der var også en ung mand ved navn Chang. Han elskede Hong Shee. For at holde dem adskilt holdt mandarinen sin datter som fange på paladset. Men en dag slap hun ud og de to elskende løb over broen hen imod en ventende båd. Faderen opdagede dem og fulgte efter. Men det lykkedes de unge at slippe fra mandarinen, komme op i båden og sejle væk. Men kort tid efter rejste der sig en storm, båden kæntrede og de to unge druknede. Men det siges, at to kærlighedsfugle kom til syne umiddelbart efter forliset – og at det var Hong Shee og Changs ånder.” Englænderne er så glade for Blå Willow, at de har et digt om det: Legend of the Blue Willow My Blue Willow ware plate has a story Pictorial, painted in blue From the land of tea and the tea plant And the little brown man with a queue. Whatever the food to be served Romance does enter the feast If you only pay heed to the legend On the old china plate from the East. Koong-Shee was a mandarin's daughter And Chang was her sweetheart ah me For surely her father's accountant Might never wed pretty Koong-Shee. So Chang was expelled from the compound The beautiful alliance to break And pretty Koong-Shee was imprisoned In a little blue house by the lake. The Dour old mandarin reasoned It was time that his daughter should wed And the groom of his choosing shall banish That silly romance in her head. While friends of Koong-Shee imagined In symbols the dress she should wear Her husband to be sat thinking She should ride in a gold wedding chair. He was busily plotting and planning When a message was brought him one day Young Chang had invaded the palace And taken his promised away. They were over the bridge when he saw them They were passing the big willow tree And a boat at the edge of the water Stood waiting for Chang and Koong-Shee. The furious mandarin followed The groom with revenge in his eyes But the little boat danced on the water And travelled away with the prize. But vengeance pursued to their shelter And burned the pagoda, they say-- From out of the flames rose the lovers A pair of doves winging away. They fled toward the Western heaven The pretty Koong-Shee and her Chang Or so says the famous old legend From the land of the Yangtze Kiang. I couldn't be one to deny it For the little blue dove and her mate Forever are flying together Across my Blue Willow ware plate.