"Slikker kvinder selv deres pelse?" spørger hovedpersonen i Dorrit Willumsens bog, De kattens feriedage. I det hele taget gør den sig mange tanker om den kvinde, der fodrer den et par sommeruger, mens dens ejere er taget på cykelferie. Efterhånden forstår de nemlig hinanden, den smidige kat og den buttede kvinde, der samvittighedsfuldt fodrer katten med miljørigtigt foder, så skindet ikke skal hænge om den - fransk mad er det bedste.
De kattens feriedage, er en kær bagatel, som katteelskere sikkert vil slikke i sig som fløde. Som litteratur kan man læse bogen som et indblik i den willumsenske arbejdsmetode, især den del af forfatterens arbejde, der handler om at forme personer og synsvinkel - måske den del, der under alle omstændigheder interesserer Willumsen mere end selve intrigen.
Man kan se, at det har moret Dorrit Willumsen at skrive dette dobbelte (selv-)portræt af kat og kvinde. Begge går deres egne veje og begge ser deres omgivelser an, før de færdes ad egne stjerneklare veje. Katten har en stjerne med syv stråler, der alle udgår fra den magiske vandskål på terrassen, stråler, der viser vej til spændende natlige møder - også selv om katten har flere tilbedere, mens kvinden må nøjes med en enkelt mand.
"Både hun og jeg har en tilbøjelighed til at dramatisere livet," mener katten, der også lægger mærke til sin feriemors særlige evne til at anstille sig hjælpeløs, selv om hun faktisk kan udvise betydelig handlekraft.
Men helt forløst synes jeg nu ikke, at bogen er blevet. Ganske vist rammer Willumsen raffineret det tæmmede rovdyrs blanding af dovenskab og egennytte, som godtroende mennesker vist anser for trofasthed.
Men som menneske bliver jeg nu mere nysgerrig efter at vide mere om kattens feriemor. Hun lyder nemlig skæg, fx når hun klager over problemerne ved at blive ældre, hvor fester og begravelser flyder sammen, man aner ikke, hvornår man skal levere en rund eller en flad buket. Desværre tillader kattesynsvinklen dog ikke den helt store indsigt, og kvindeportrættet forbliver en skitse.
Men også store forfattere kan tillade sig at gå på kattepoter og afvente den næste gang, de vil vise kløer.

*Dorrit Willumsen: De kattens feriedage. 92 sider, Gyldendal - 1997

Navn skrævet med kuglepen på forsiden