Den italienske sociolog Francesco Alberoni (f. 1929) beskæftiger sig i sin bog Erotik (1986) med forskellen på kvindelig og mandlig erotik. Hans udgangspunkt er opfattelsen af en forskellig tidsstruktur hos de to køn: "Der ligger i kvinden en dyb forkærlighed for kontinuitet, i manden for diskontinuitet". Ud fra denne tankegang skildrer han den kvindelige erotik som en trang til en tidsmæssigt udstrakt sammenblanding og sammensmeltning med den elskede, mens den mandlige erotik går i retning af tidsmæssigt adskilte serier af højdepunkter, afsløringer og opdagelser af det helt nye og anderledes. Miraklet, mener han, indtræffer, når disse to modsætninger mødes. Når begge køn gør nøjagtigt, hvad de helt selv vil, men alligevel gør det, den anden ønsker sig. Alberoni sammenligner endvidere et kærlighedsforhold med et teaterkursus "ved hvis afslutning man ikke længere ved, hvad det er for en slags teater, man spiller ". Er et sådant synspunkt udtryk for kynisme, realisme eller noget helt tredje? Mens man overvejer dette, vil Eros, uanset hvilket resultat man når frem til, sætte sig til rette i sufflørkassen og afvente, at spillet kan tage sin begyndelse.

Politikens Bogklub 1986