Det er ikke første gang i litteraturhistorien, at en forfatter skriver en bog om, til, inspireret af – katte. Således også Suzanne Brøgger.

  ”Linda Evangelista Olsen” handler om de katte hun har kendt i sit liv, og her kommer de dybere lag i bogen i spil. Hendes mor var for eksempel en kat – og nej ikke i den forstand at hun faktisk var en kat, men den anden I ved.
Og gudskelov siger jeg. Jeg er selv svært glad for katte, men af en eller anden grund er det en glæde der er svær at dele. Af alle de jublende, inspirerede, afmægtige, forundrede kærlighedserklæringer til kattevæsenerne jeg er stødt på, er der ikke en der åbner op og lader sin læser indenfor. Og sådan er det bare – kærlighedserklæringer til lukkede væsener må åbenbart være af en lukket karakter.
Men sådan er det ikke med denne bog – fordi den ikke ”kun” handler om de små misser. Det er, når alt kommer til alt, en selvbiografi. Skrevet gennem en til flere katte – eller på grund af. Og den er ikke lukket, læseren får lov at komme ind og med hele vejen.
Det er en fin lille bog, med oplæg til masser af skæve smil og indforstået nikkeri. Sproget er intimt og nærværende – og kattene er, som de nu engang altid har været, finurlige medspillere i Brøggers egen historie.

Gyldendal 2001