Broget kludetæppe om tre generationers kvinder i Nordnorge, deres følelser, deres længsler og deres mange børn.

I kvistværelset på Havness væver Sara Susanne smukke tæpper af stofrester der ikke kan bruges til andet, intet må gå til spilde. Hun havde måske en drøm om et andet liv, men som en af enkefru Linds mange ugifte døtre måtte hun takke ja, da Johannes Krog bad om hendes hånd. Måske ikke drømmebejleren, da han stammer slemt, men han er en god og driftig mand, og de får et godt liv sammen – og 12 børn.

Den yngste, Elida, bryder med moren og gifter sig af kærlighed. Med den svagelige Fredrik, der dog ikke er mere svagelig end at han kan sætte 10 børn på hende. Elida har også drømme: om at komme ud, og det kommer hun, takket være Fredrik. De sælger alt og rejser til Oslo, så han kan blive behandlet på Rikshospitalet.

Imens kommer deres yngste børn i pleje, og den alleryngste, Hjørdis, må tvinges tilbage til den fremmede kvinde, hun skal kalde mor, da denne vender tilbage fra Oslo.

Som kludetæppets trend finder vi i starten af romanens seks bøger små afsnit skrevet af fjerde generation. Hjørdis’ datter, Herbjørg, er født i 1942, samme år som forfatteren og 100 år efter oldemor Sara Susanne. Hun beskriver angsten for faderen og hans overgreb og de fristeder, hvor han ikke kan nå hende: besøgene hos mormor Elida og den gule blyant og hæftet hun skriver sine tanker ned i.

Disse knugende afsnit, der dukker op i den ellers brede fortælling, er med til at give perspektiv og står efter endt læsning meget stærkt i læserens bevidsthed. Der er ikke gjort meget for at skjule det selvbiografiske element.

Som altid hos Herbjørg Wassmo handler ’Hundrede år’ om stærke kvinder, denne gang ikke Dina-stærke, men udholdende og kloge kvinder. De udfører deres del af arbejdet og sørger for at manden aldrig føler sig underkendt.